Paranoia

Var hvad jeg fik, da jeg var ud og løbe i søndags.

Der kom en mand løbende i mod mig, ikke noget usædvanligt i det, der er mange løbere om søndagen især ud langs åen, hvor jeg løb. Lidt før vi skal passere hinanden, stiller han sig ud på kanten af stien og slår armen ud for at lade mig komme forbi. Fuldstændig overflødigt, for der var masser af plads. Jeg smiler bare til ham og løber forbi.

Da jeg er kommet forbi, vender han om og løber efter mig, sådan en 3 meter bag ved. Der rejser mine nakkehår sig altså. Der ligger han så de næste 3-400 m. Indtil vi når frem, hvor stien løber ind gennem Zoo, der er rigtig mange mennesker på dette stykke, og jeg kan ikke længere mærke ham bagved, og nakkehårene lægger sig. Lige indtil ca. 1 km. lægnere fremme, hvor jeg kommer til mit vendepunkt, der er jeg ved at løbe lige i armene på ham. Han er "bare" faldet en 10 m længere bagud. Så meget for nakkehårsfornemmelsen, den er da heller ikke til at stole på mere, hrmpff...

Ej, jeg er sikker på, der ikke er noget i det, jeg vendte jo selv om og løb tilbage samme vej, som jeg kom fra. Men hans vendepunkt var bare et underligt sted, ingen særlige kendetegn eller naturlige stopmærker. jeg får bare totalt noia, når sådan en mand løber lige bag ved og over så lang en strækning. Havde det været om aftenen/natten, så havde jeg nok sat farten betydeligt op ;-)